Referencer Produkter Bestil prøver Spørgsmål og svar Miljø Dalum Papir E-Business Kontakt

Pressemeddelelse 27. november 2009

Grønt brand giver stærkt år for Dalum Papir
 

Dansk klima-succes midt i historisk krise.
Verdens papirfabrikker lider under den økonomiske krise, men danske Dalum Papir er en markant undtagelse. Fabrikkens klimarigtige brand med bæredygtigt papir til luksusindustrien betyder,at man nu erobrer markedsandele på de store udenlandske markeder.
Satsningen på bæredygtigt papir til bl.a. luksusindustrien har betydet, at Dalum Papir på Fyn har formået at overvinde den dybe krise, der præger papir industrien globalt. Fabrikken har i 2009 øget sine markedsandele på store markeder som Frankrig og Tyskland.

2009 har generelt været et meget hårdt år for den globale
papirindustri. Der har været lavere priser, faldende omsætning, afskedigelser i tusindvis samt underskud i milliardklassen hos de største aktører.
”På den baggrund er vi meget tilfredse med, at vi har formået at fastholde vores priser og samtidig kun oplevet et efter forholdene beskedent fald i produktionen på 10 procent. Eftersom de fleste andre oplever markant større fald i afsætningen betyder det, at vi i år har erobret markedsandele,” siger salgs- og marketingdirektør
Steen Bernth fra Dalum Papir.

Dalums flotte 2009 skyldes især fabrikkens grafiske genbrugs-finpapir, der er et af verdens mest bæredygtige papirprodukter med et meget lavt CO2-fodaftryk. Papiret er blevet markedsført i hele Europa som et grønt premium brand under navnet Cyclus.

Internationale modemærker som Diesel og Versace trykker deres eksklusive kataloger på Cyclus papir, ligesom organisationer som WWF World Wildlife Fund og det tyske Erhvervsministerium også vælger Cyclus.
”Det er et afgørende vigtigt signal for mange brands og
organisationer, at deres budskaber afsendes på et bæredygtigt papir. Det har sikret os en sikker og stabil efterspørgsel, der står i skærende kontrast til markedsudviklingen,” siger Steen Bernth.

Flere oplysninger
Salgs- og marketingdirektør Steen Bernth
Tlf. 65 42 11 26
Om Dalum Papir
Dalum Papir er Danmarks eneste papirfabrik og ligger i en forstad til Odense. Fabrikken, der beskæftiger 300 mand, har satset på miljøpapir i høj kvalitet siden 1976. Over 95 procent af produktionen eksporteres, og for nylig var virksomheden nomineret til en global pris for både sin grønne profil og sin internationale markedsføring.


Nyhedsarkiv
www.arjowigginsgraphic.com